Frem med konfettien - for nu skal der fejres!
Hvis du kigger forbi vore kontor disse dage, så bliver du måske mødt af et lidt specielt syn. Vi render nemlig alle rundt med armene langt op over hovederne. Det er ikke fordi vi dyrker kontorgymnastik – selvom vi nok burde – men fordi vi er i gang med en kæmpe fejring af den investering vi netop har landet.
Det betyder, at Kontolink har fået spritny benzin på tanken og kan sætte endnu mere tryk på speederen. Det betyder også, at vi kan udvide vores dream team med endnu flere megaseje og nørdede personer – og det er vi i fuld gang med.
Fra tanke-frø til en virksomhed i vækst
Kim Agger har i mange år gået med den spirende idé, som i 2018 blev til streger på et tegnebræt. Stregerne satte hurtigt skub i udviklingen og i starten af 2019 havde idéen transformeret sig til den knivskarpe, letanvendelige og tidsbesparende app, Kontolink, som nu er klar til næste del af rejsen med den anerkendte investor Torben Frigaard Rasmussen ombord.
”Nu skal vi i gang med næste fase, nemlig at eksekvere på vores go-to-market-strategi her i Danmark. Det kræver både kapital og de rette folk i ejerkredsen, som kender markedet, og som ved, hvordan en startup som Kontolink skal skaleres – både i Danmark og udlandet. Med Torben Frigaard Rasmussen og en række af de tidligere e-conomic-profiler med ombord har vi et dream team,” siger Kim Agger, stifter og CEO i Kontolink.
Kontolinks næste skridt
Kontolinks vision er stadig den samme – det skal være simpelt, gennemskueligt og, vigtigst af alt, gøre hverdagen og regnskabet nemmere for små virksomheder. Men vi brænder fortsat for at skabe endnu flere innovative løsninger og den udvikling har vi nu fået kapital til at dyrke. Det kræver en forøgelse af man power, men det skal være de helt rigtige kompetencer og personligheder vi får ombord – og de skal være super klar til den vækstrejse Kontolink er på!